Det sidste stop på rejsen kræver et sidste border cross, da vi tager fra Botswana og ind i Zimbabwe. Det går heldigvis også hurtigt, da vi ankommer til grænsen tidligt.
Herfra er der blot en kort køretur til rundrejsens sidste location. Og selv om det er hyggeligt at sove i telt, er det lækkert at vide, at rejsens sidste nat foregår på et super lækkert bungalow-kompleks, hvor der både er restaurant og swimmingpool. Værelset er top nice, og kort efter ankomst, bliver vi budt på meget traditionel frokost, serveret af nogle lokale kvinder, der står i spidsen for et lokalt forankret initiativ, der skal hjælpe flere lokale kvinder i job. Maden består af alverdens forskellige ting, herunder stegte insekter som f.eks. larver. Nå ja, og som traditionen foreskriver på disse kanter, så spiser man med fingrene.

Efter en virkelig lækker frokost, når vi lige at dyppe os i poolen, men før vi ved af det, er vi på vej til det majestætiske vandfald, Victoria Falls.
Synet af det store vandfald er virkelig imponerende! Vandmasserne vælter ned, og der er meget langt fra top til bund i kløften. Har man hang til naturvidundere, så er det absolut et besøg værd!

Dagen efter går turen, desværre, tilbage mod Danmark. Det var en fantastisk oplevelse at rejse rundt sammen med andre, og selv om jeg normalt forsøger at undgå grupperejser, var det en super fed måde at rejse sammen. Sammenholdet og dynamikken i gruppen var over al forventning, og det var faktisk lidt sørgeligt at skulle sige farvel til alle de gode rejsekammerater på sidste dag.