En rejsende fortæller: Min rundrejse i Botswana - et land der virkelig imponerer

Efter en kort flyvetur til London, var jeg heldig at få adgang til en af de moderne og topfancy lounges i Heathrow, hvor der ventede et 7 timers break inden flyet mod Johannesburg afgik. 

Her var der gratis mad, drikkevarer, wi-fi og alt hvad du i øvrigt skal bruge for at slå flere timer ihjel. Der var utrolig fine forhold, og har du et langt stop-over, uanset hvor det er i verden, så kan jeg anbefale, at du forsøger at købe adgang til loungen, hvis det er muligt. 

Selve rundrejsen gik fra Johannesburg, igennem Botswana for at slutte af i Zimbabwe og var en grupperundejse, sammen med 13 andre. Efter ankomst i Johannesburgs internationale lufthavn blev vi kørt til Soweto, der er byens, og landets, største township. Stedet har tidligere været hjemsted for selveste Nelson Mandela, ligesom at to af landets største fodboldklubber hører til i området.

Aftenen stod på en stor grillmiddag på vores lodge i udkanten af Johannesburg, og eftersom det var første gang folk i gruppen mødtes, var det en glimrende anledning til at lære hinanden bedre at kende, inden vi påbegyndte den 'rigtige' del af rejsen.

Dagen efter var der afgang tidligt om morgenen. Transportmidlet den næste uges tid er en bus med lidt ekstra tilføjede funktioner som køkken, USB-opladere og køleskabe, alt i alt et ganske fornuftigt udgangspunkt for rundrejsen. 

Da vi efter nogle timer ankommer til grænsen mellem Sydafrika og Botswana, banker solen for alvor ned. Heldigvis går det hurtigt, og kort tid efter er vi i Botswana, hvor første stop er Khama Rhino Sanctuary, der er et reservat, der arbejder hårdt på at tilbyde gode vilkår for nogle af de truede dyr i det sydlige Afrika, heriblandt næsehornene - som navnet nok antyder. 

Velkomsten til Botswana bød samtidig på et farvel til telefonnettet, wi-fi og generelt hele den virtuelle verden, vi har så nem adgang til derhjemme. Det er både bekymrende, når man gerne vil give en opdatering til hjemmefronten fra tid til anden, men samtidig er det virkelig befriende, at man ikke behøver forholde sig de mange daglige indtryk på skærmen, der i bund og grund er mere eller mindre ligegyldige.

I næsehornsreservatet bor vi primitivt i telte, men i en meget social lejr. Alle i gruppen er meget socialt anlagte, og det giver en mega fed dynamik. Alle snakker med alle på kryds og tværs, og vi får os nogle virkelig fede aftener rundt om bålet. Her spiser vi aftensmad, som den ene af guiderne laver (og det er virkelig supreme!) og får et par kolde øl til lyden af intet andet end naturen, inden vi finder vej til teltet. Jeg bor i telt med en finsk gut, der er super fin, men har en tendens til at snorke liiige højt nok. Heldigvis har jeg allieret mig med den fantastiske opfindelse; Ørepropper.

Vi står tidligt op (det gør vi i øvrigt hver dag på turen!), får spist en omgang hurtig morgenmad, kastet lidt vand i ansigtet og begiver os så af sted på turens første game drive med solopgangen i baggrunden. Her ser vi både næsehorn, leoparder, giraffer, zebraer, antiloper og meget mere. Det var et glimrende første møde med Botswanas dyreliv. 

Maun er næste stop, hvor alle i gruppen har besluttet at tilkøbe muligheden for at få en 45 minutters flyvetur hen over Okavango Delta i en lille 4- eller 6-personers flyvemaskine. Ud over at være usædvanlig smukt, var der var der faktisk gode muligheder for at spotte dyreliv også. Jeg så blandt andet elefanter, zebraer, bøfler og flodheste på denne flyvetur. 

Herefter blev vi indlogeret på et hostel for natten, og som det gennemgående tema i Botswana var strømmen gået i hele denne del af landet, hvorfor restauranter, hostels osv. alle kørte på nødgeneratorer, og her blev Wi-Fi ikke prioriteret. Det samme var i øvrigt tilfældet med vand-tilslutningen, så selvom et bad var tiltrængt måtte vi nøjes med en dukkert i swimmingpoolen. 

Efter en varm nat uden strøm til hverken aircon eller blæser, var det tid til et af turens største højdepunkter. Det var tid til at bevæge os ind i Okavango Deltaet for at slå lejr midt i den vilde natur. Turen til campen foregik i de lokale Mokoroer, der er en kanolignende ting. Her glider man stille og roligt igennem vandet i de to timer, som turen til campen tager, og den eneste "baggrundsstøj" er fuglenes kvidren.

Det er svært ikke at blive helt forelsket i en tilværelse udelukkende omgivet af smuk natur og godt selskab, men det kan også være en lidt.. ehm.. spændende oplevelse.

Eftermiddagen i deltaet står på en gå-safari ud i deltaet, hvor vi spotter masser af dyr. Enkelte i gruppen får dog ufrivilligt mere for pengene end andre. En hanbøffel, der tilsyneladende var meget fortørnet over at være blevet ekskluderet fra flokken, jagtede en af grupperne op på et eremitbo, hvorfra de kunne ånde lettede op, da bøflen ikke langt fra den chokerede flok valgte at dreje af og forsvinde ud på savannen.

Der gik som sædvanlig lejrbålstemning i den i campen da vi kom tilbage, inden en tordenstorm af dimensioner fik lavet godt med ravage i lejren. Telte skulle i en hast rykkes væk fra de højeste af træerne, køkkenudstyr fløj rundt og en kombination af grus og aske fra bålet ramte mit ansigt fra alle sider med 200 km/t. "Everybody in the tents!" lød det fra den ene af guiderne, og efter 45 minutter med alle dugene slået ned var det overstået. Som om intet var hændt kastede de lokale sig over den indøvede traditionelle dans med dertilhørende sang, og der gik blot få minutter før hele gruppen igen befandt sig rundt om bålet, klar til aftenens planlagte festivitas.

Forud for natten får vi besked om, at det er no-go at bevæge sig ud af teltene om natten, medmindre vi har lyst hele lejren op med en lommelygte, og i øvrigt ikke kan høre nogle dyr. Elefanter og flodheste har det åbenbart med at forvilde sig ind i lejrene om natten, og det sidste du har lyst til, er at stå ansigt til ansigt med en flodhest, mens du tisser. 

Da vi vågner op næste morgen, får vi besked om, at der har været flodheste små 30-40 meter fra lejren i løbet af natten, og selvom ingen har bemærket noget, er det alligevel en lidt cool følelse der går gennem kroppen. Tanken om, at man virkelig befinder sig midt i Botswanas vilde natur er både lidt frygtindgydende og lidt spændende på samme tid. 

Vi sejler tilbage langs deltaets små snoede strømme, og bliver kørt fra startstedet i Maun til Chobe National Park, der ligger lidt mod nord. 

Her bor vi igen i vores egen teltlejr, som vi efterhånden er blevet ret skrappe til at sætte op i løbet af ingen tid. 

I Chobe National Park skal vi naturligvis også på et game drive. Nationalparken har verdens største koncentration af elefanter, og det ses hurtigt. På de store åbne sletter er der elefanter i massevis. Det er et vanvittigt smukt syn, når vi stille parkerer jeepen og bare stirrer forbløffede ud over de kæmpe områder fyldt med verdens største nulevende pattedyr på landjorden. 

Vi ser selvfølgelig masser af andre dyr også, mens vi desværre ikke får completet vores jagt efter The Big Five. Løven er simpelthen ingen steder at se. 

Dagen efter bliver vi kørt til udkanten af Chobe National Park, hvorfra vi skal på et legendarisk booze cruise langs Zambezi-floden. En flod der fungerer som maritim grænse mellem Zambia, Namibia, Botswana og Zimbabwe. Her er der fri drikkevarer i de 2-3 timer vi sejler rundt, og det eneste der udkonkurrerer antallet af øl ombord er antallet af krokodiller i vandet.Floden er åbenbart et samlingspunkt for et af havets ældste rovdyr, og den ene er større end den anden. Det er en perfekt afslutning på opholdet i Botswana, og der er virkelig god stemning ombord på båden - som der sjovt nok kommer, når der er fri bar i øl involveret.

Det sidste stop på rejsen kræver et sidste border cross, da vi tager fra Botswana og ind i Zimbabwe. Det går heldigvis også hurtigt, da vi ankommer til grænsen tidligt.

Herfra er der blot en kort køretur til rundrejsens sidste location. Og selv om det er hyggeligt at sove i telt, er det lækkert at vide, at rejsens sidste nat foregår på et super lækkert bungalow-kompleks, hvor der både er restaurant og swimmingpool. Værelset er top nice, og kort efter ankomst, bliver vi budt på meget traditionel frokost, serveret af nogle lokale kvinder, der står i spidsen for et lokalt forankret initiativ, der skal hjælpe flere lokale kvinder i job. Maden består af alverdens forskellige ting, herunder stegte insekter som f.eks. larver. Nå ja, og som traditionen foreskriver på disse kanter, så spiser man med fingrene.

Efter en virkelig lækker frokost, når vi lige at dyppe os i poolen, men før vi ved af det, er vi på vej til det majestætiske vandfald, Victoria Falls. 

Synet af det store vandfald er virkelig imponerende! Vandmasserne vælter ned, og der er meget langt fra top til bund i kløften. Har man hang til naturvidundere, så er det absolut et besøg værd! 

Dagen efter går turen, desværre, tilbage mod Danmark. Det var en fantastisk oplevelse at rejse rundt sammen med andre, og selv om jeg normalt forsøger at undgå grupperejser, var det en super fed måde at rejse sammen. Sammenholdet og dynamikken i gruppen var over al forventning, og det var faktisk lidt sørgeligt at skulle sige farvel til alle de gode rejsekammerater på sidste dag.